Vi har flere gode fiskepladser til fangst af fladfisk tæt på Hedebo Strand Camping. Stranden for enden af campingpladsen er ingen undtagelse. Sæby Havn er også et glimrende sted, når fladfiskene skal fanges. Stranden lige syd for Sæby Havn ved Flakvej ligeså.
Fiskeri efter fladfisk er ofte afslappende, sjovt og noget hele familien kan deltage i. Fiskeriet kræver hverken dyrt eller kraftigt grej, og fangstmetoderne er simple. For at fiske fra Danmarks strande, havne og kyststrækninger, skal man have statens lystfiskertegn, som kan købes her: Statens Lystfisketegn
Skrubbe: kan fanges fra vores strand året rundt. I ydersæsonerne kommer de ind på lavt vand tæt under land, hvorimod sommeren byder på fangster både langt inde og langt ude.
Rødspætte: der er år, hvor der ikke er så mange rødspætter i området ud for campingpladsen. Og år hvor der er næsten ligeså mange rødspætter som skrubber. Det er svært at forudsige, hvilke år der er bedst. Når der er rødspætter, er sommersæsonen klart at foretrække. Men efterår, vinter og forår kan også have dage, hvor rødspætterne lader sig lokke. I sommersæsonen kan de ligesom skrubberne fanges både langt inde og langt ude.
Pighvar: med lidt held er det muligt at fange pighvar fra stranden ved campingpladsen. Her skal man kigge efter de områder, hvor der er flest småsten på bunden. Pighvarrerne er flest fra april til og med september. Topsæsoner er netop forår og efterår, men de store fladfisk kan også fanges midt på sommeren. Pighvarren kan både fanges tæt under land og langt ude i kastet.
Det tager 1 minut at gå til stranden fra campingpladsen...
Skrubbe: kan fanges året rundt fra sydmolen på Sæby Havn. Om sommeren kan de fanges ude fra molehovedet, hvor der er dybere vand, samt længere inde fra molen i det helt lave vand. I den kolde tid skal de oftest findes i det lave vand, hvor der kun fiskes fra den indre del af sydmolen.
Rødspætte: kan fanges året rundt, men med højsæson fra maj til og med september. Om sommeren kan den fanges i både dybt og lavt vand, mens det er nemmere at fange den i det lave vand i vinterhalvåret.
Parkering: Sæby Havn
Skrubbe: kan på denne fiskeplads fanges året rundt. Efterår, vinter og forår er at foretrække, men sommersæsonen kan også have sine gode dage. Vandet ikke er specielt dybt på denne plads, men det forhindrer ikke fladfiskene i at være tilstede. Sommetider i store antal.
Rødspætte: er ofte inde på denne fiskeplads på samme tid som skrubberne. Dog kan man opleve godt fiskeri i sommersæsonen også. Det varierer fra år til år, hvornår der er flest rødspætter. Nogle år er der næsten ingen.
Pighvar: kan fanges fra ca maj til sidst i september. De kan være overalt i det lave vand, men der skal dog held til at lokke dem til hug. Og før det en del arbejde for at finde dem. Aktivt fiskeri er ofte vejen frem, når pighvar skal fanges. Se mere længere nede.
Skrubbe og rødspætte: disse 2 fladfisk kan alle 3 steder fanges med et alm forfang. Dvs et med 2 kroge og et lod. Man kan også bruge et forfang med fx perler og spinnerblade, når man fisker aktivt, kaster ud og spinner ind, langsomt hen over bunden. Fisker man aktivt, kan man bruge et blink for enden af forfanget i stedet for et lod, det hugger fladfisk også på. Der, hvor bunden kun består af sand, kan man beholde trekrogen på blinket. Der, hvor tangbælter og sten er at se, piller man den af. Blinket fungerer i det tilfælde kun som et lokkende element og kastevægt. Man kan bruge fiskestykker, rejer, sandorm og børsteorm på krogene.
Pighvar: er en glubsk rovfisk. Man kan fange den med hele og halve tobis, sildestykker, strimler, mm. Man kan også benytte div blink, jigs og shads. De 2 sidstnævnte udgør en vægtbelastet krog med påmonteret gummidyr eller -fisk, som fiskes hen over bunden. Her kan man spinne jævnt ind eller lave små "hop" med jiggen. Så den ligner en lille fisk, der på nærmeste vis "hopper" hen over bunden.
Når man fisker med agnfisk/fiskestykker, kan det gøres med et alm forfang. I stedet for at bruge et lod for enden kan man med fordel udskifte det med et blink. Der fiskes aktivt, så der kastes ud og langsomt trækkes ind hen over bunden. Dette kan kun gøres, hvor der ikke er for mange store sten og tangplanter. Man kan også bare kaste ud og vente på, at pighvarren selv finder agnen. Men det kan ofte tage lang tid.
Aktivt fiskeri, hvor der søges i et større område, er klart at foretrække. Man kan også købe diverse forfang med perler og spinnerblade skabt til pighvar. Når man trækker disse ind, roterer bladet og perlerne giver forfang og agn mere fylde og farve.