Hjemmesiden bruger cookies, billeder og video

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser, hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden. GDPR: Forvent, at vi tager billeder og optager video af pladsen og vores gæster, som vi bruger på website og sociale medier. Ønsker du ikke dette, kan du skrive en e-mail til info@hedebocamping.dk Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du ovenstående.

Du kan læse mere om vores cookie- og GDPR politik her

Fang hornfisk lige ved Hedebo Strand Camping

Hornfiskene er både sjove at fange, at se på, og så smager de godt. Ude foran vores campingplads kan de fanges i store mængder allerede fra midt maj og helt frem til sidst på sensommeren. Disse sjove fisk med næb er forholdsvist nemme at fange, så alle kan være med. Når fisken er fanget, kan man med fordel grille dem samme dag. Man kan også røge dem, og her er en enkel metode og opskrift til røgning af hornfisk:

1. Grill Brug en kuglegrill. Læg kulstykkerne i den ene side, så de fylder ca halvdelen (ikke mere) og tænd op.

2. Røgesmuld Køb det i en af de lokale grejbutikker. Tag 2 gode håndfulde og læg det på et stykke sølvpapir. Pak røgesmuldet ind. Lav en lukket sølvpapirspakke, hvor der prikkes mange huller i toppen og kun i den ene side. Pakken lægges på kullene, når de er klar, med hullerne opad. Røgen kommer op ad hullerne.

3. Hornfiskene Renses og skrabes gerne for skæl. Skær dem derefter i ca 3 stykker hver især. Lav 2-3 snit i hvert stykke, godt ned i kødet, på hver side af fisken. Heri og i hornfiskestykkerne puttes salt og paprika. Lad dem gerne stå ca 20 min med salt og paprika i køleskab eller i skyggen.

4. Tilberedning Når kullene er klar, lægges pakken med røgesmuld på kullene. Før låget lukkes, placerer man hornfiskene i den side, hvor der ikke er kul. Grill stykkerne i 15-20 minutter. Denne simple måde at røge på, egner sig også til havørreder og makrel osv. En havørred på ca 1,5 kg skal have max 25-30 minutter.

Sådan fanger du hornfiskene

Før du kan spise dine hornfisk, skal du jo fange dem først. Herunder nævnes de bedste metoder til at fange hornfisk foran vores campingplads.

Fangstmetoder: Hornfiskene er stort set altædende. De spiser rejer, kutling, sild, tobis, brisling, hundestejler, tanglopper, krabber, diverse insekter osv. Den brede vifte af fødeemner gør det muligt at benytte mange forskellige agn og fisketeknikker.

Blink: Man kan bruge mange forskellige blink til fangst af hornfisk. Det er ofte ikke vigtigt, hvilke blink man bruger, men farverne er ikke altid helt ligegyldige. Brug gerne blink i sølv, sølv/grøn, hvid/grøn, blå/sølv, sølv/orange, sølv/rød. De hugger også på mange andre farver, men de nævnte er altid effektive.

Prop og agn: Man kan virkelig hyggefiske, når man fisker efter hornfisk. At sidde der og vente på, at proppen forsvinder, mens solen nydes en sommerdag, er indbegrebet af afslapning. Hornfiskene er ovenikøbet en af de bedste “begynderfisk” her i Danmark. Alle kan fange dem. Når du bruger en prop, et lod og en tre- eller enkeltkrog samt et stykke sild, tobis, en reje eller et stykke brisling, er du godt på vej til at fange din første hornfisk.

Kystwoblere: Kystwoblere kan være lige så effektive som blink. Samme farver anbefales.

Flue: Flue- eller spinnefiskeren med bombardaflåd og flue kan med fordel bruge streamere (imitationer af fisk) eller rejefluer.

Bølgebryderne giver fordele

De stenhøfder (bølgebrydere), der er her på stranden foran campingpladsen, giver mulighed for at komme lidt længere ud. Stenene kan være glatte, når det har regnet, ellers har man et stabilt fodfæste. Kaster du fra stenhøfderne, behøver du ikke kaste mere end 20-30 m ud. Nogle gange er hornfiskene dog helt inde mellem høfderne eller lige nede foran spidsen af stenene yderst. I det tilfælde behøver du kun kaste 2-10 m ud.

Fiskeri efter hornfisk er hyggeligt og sjovt og kan foregå midt på dagen i høj solskin. Men det kan også ske under alle andre vejrforhold. Hornfiskene er altid sultne og på jagt efter det næste måltid. Der er ingen mindstemål eller fredningstider.