Denne aften valfarter motorcyklister fra det meste af landet til Hedebo Strand, hvor der igennem mange år har været tradition for at mødes tredje tirsdag i juli.
Her i uge 29 er campingpladsen i forvejen fuld af gæster, der nyder vores fantastiske beliggenhed tæt ved Sæby Havn og lige ud til Kattegat. Men tirsdag aften øges antallet af gæster med flere tusinde, fordi her kommer der også i nogle timer mange hundrede motorcyklister og flere tusinde besøgende for at kigge på maskinerne. I 2021, hvor vi efter et års pause pga. coronaen slog rekord, kom der mere end 1.000 motorcyklister.
Der er ingen entré, og man dukker bare op, hvis man har lyst til at vise sin motorcykel frem og få hilst på alle de andre. Der kan købes øl, vand, pølser osv. fra Hedebo Strand Super og Hedebo Strand Café.