Der er 3 måneder, til vi igen slår portene op her på Hedebo Strand Camping, og godt 300 fastligger familier står på spring for at komme i gang igen. Heriblandt er der rigtig mange nye, som vi også glæder os til at hilse på og tage godt imod, når vi åbner receptionen igen 1. april.
Husk, I kan altid træffe os på telefon 98461448 eller mail info@hedebocamping.dk, hvis I har brug for hjælp. Også her i løbet af vinteren.
Vi har i skrivende stund ingen ledige fastliggerpladser – ud over nogle få for- og eftersæsonpladser – og en del står på venteliste. Det er derfor vigtigt, at I får sagt fra nu, hvis I alligevel ikke ønsker jeres plads i 2022.
Her i januar sender vi opkrævninger ud med forfald 1. marts, og har du ikke modtaget din ved udgangen af måneden, ligger den nok i spammappen :) Vi har ikke opkrævet depositum, men ved afbestilling nu (se www.hedebocamping.dk/saesonpladser/betingelser-fastliggere/) betales afbestillingsgebyr på 2.000 kr for sæson- og helårspladser samt 1.000 kr for en forsæson. Efter sæsonstart 1. april kan helårspladser ikke afbestilles. Sæsonpladser kan gratis nedgraderes til en forsæson, hvis vi får besked senest 1. juni.
Priserne for sæson 2022 kan du allerede se nu på www.hedebocamping.dk/saesonpladser/ Bemærk også, at strømprisen er steget. Strømpakken koster stadig 100 kr, men nu for 30 mod før 33 kWh.
Vi har i næsten et år været i dialog med Frederikshavns Kommune om deres fortolkning af det efterhånden ikke helt så nye campingreglement. Det springende punkt er, om der må være terrasser på pladserne. Kommunen har stadig ikke taget stilling, så derfor kan vi desværre endnu ikke melde nyt ud.
Vi fortsætter således vores fulde stop for nye terrasser, ligesom vi opfordrer jer til ikke at indrette jeres pladser som ”små kolonihaver”. Selvfølgelig giver dette anledning til en del spekulationer, men kom og få en snak om det. Vi skal nok finde en god løsning for alle i sidste ende.
Hvis vejret tillader det, må jeres vogn køres på plads i løbet af marts. Franick og Edvard er her igen til at hjælpe fra medio marts. Vi oplever desværre tit, at nogen læsser deres storskrald (pap, møbler, metal osv.) af hos os, når vognene stilles op til en ny sæson. Vores containere er kun til normalt husholdningsaffald, storskrald skal du selv bortskaffe eller betale os for at gøre det.
Vi er en del medarbejdere, der har vores daglige gang på pladsen her i løbet af vinteren. Vi opgraderer hytterne, vedligeholder servicebygningerne, og arbejder på et system, der gør det mere overskueligt for jer og os, når I lejer vogne ud. Følg med på www.hedebocamping.dk og www.facebook.com/HedeboStrandcamping.
Sæson 2022 starter officielt 1. april, men vi kan som altid kontaktes her på pladsen, på mail eller telefon i løbet af vinteren :)
Godt nytår ønskes I af
Eric og resten af Team Hedebo