Så er vi nået til slutningen af sæson 2023 og sikke et år med mange store beslutninger og omvæltninger for familien og her på pladsen.
Selvom der står lukket på døren, er vi som altid i gang hele vinteren. Området ved tennisbanen og laden skal laves om, så der fra 2025 bliver flere pladser og opholdsrum for små og store børn. Vi vil også bruge vinteren på at få sat vores nye TEAM, der jo fremover består af Dorota & Frannek, Gosia & Edward, Bettina & Rene, Sabrina & Daniel, Malthe & Liam samt Lene & Eric. Det vender vi tilbage med…
Og så til sæson 2023 med de mange omvæltninger og store beslutninger... Vores alle sammens Bendt døde pludselig i februar. Lisser overtog driften af Café Hedebo. Eric fik ny hofte og var sygemeldt i mange uger. Jamaica Bent gik på pension. Vi købte jorden mod nord med 29 sommerhuse og Svalereden på, og fremover skal vi selv stå for driften af Hedebo Super.
Vi kan godt mærke, at alt det nye giver anledning til snak og spekulationer. Men i år har vi drevet Hedebo Strand Camping i 55 år med vores familie ved roret, og vi forventer at fortsætte et par generationer mere. Ikke mindst pga. jeres og hele TEAM Hedebos opbakning og loyalitet. Så herfra skal lyde en stor tak for det og for året, der gik. Vi glæder os til at se jer igen i 2024 og i de næste mange, mange år 😊
Mange hilsener fra Lene og Eric samt resten af TEAM Hedebo
NB: Husk, vi er på telefon, mail og på pladsen hele vinteren, hvis I har spørgsmål eller brug for hjælp.
I 2024 består TEAM Hedebo af hele 12 personer. Bagerste række fra venstre: Sabrina, Lene, Edward, Rene, Daniel, Gosia, Dorota, Eric, Bettina, Liam, Malthe og Frannek